Vaccination


Det er i dag muligt at vaccinere hunde og katte for en lang række sygdomme. Hunde vaccineres rutinemæssigt for parvovirus, hundesyge, smitsom leverbetændelse, leptospirose og kennelhoste.

Der har været stor debat om, hvor ofte at hunde skal vaccineres, og hvad de skal vaccineres imod. Ingen hunde er ens og smittepresset for hunde er forskellig afhængig af deres levevis. Derfor vurderer vi i samråd med ejeren, hvilken vaccine der er bedst for den enkelte hund, og hvor hyppigt hunden skal vaccineres. Hvis man ønsker fuld beskyttelse mod alle ovenstående sygdomme, så skal hunden vaccineres årligt.

Trekantens Dyrlæger anbefaler at hundehvalpe basisvaccineres to til tre gange fra 8-16 ugers alderen med 30 dages mellemrum for at opnå tilfredsstillende immunitet. 

Det er nu også muligt at vaccinere mod Borelia. Her anbefales også årlig vaccination for at fuld beskyttelse opretholdes. Dette er naturligvis mest aktuelt for de hunde der kommer meget i skovområder, på jagt osv.

Katte vaccineres rutinemæssigt for katteinfluenza, kattesyge, chlamydiose og katteleukæmi. Hos Trekantens Dyrlæger bliver alle katte som udgangspunkt vaccineret mod katteinfluenza og kattesyge. I samråd med ejeren vurderer vi nødvendigheden for vaccination mod chlamydiose og katteleukæmi afhængig af kattens levevis.

For killinger eller uvaccinerede katte anbefaler Trekantens Dyrlæger to basisvaccinationer med ca. 30 dages mellemrum for at opnå tilfredsstillende immunitet. For killingernes vedkommende anbefaler vi, at killinger vaccineres første gang ved 12 ugers alderen og anden gang ved 16 ugers alderen. Efter de to basisvaccinationer bør katte revaccineres én gang årligt.

Hvis danske hunde og katte skal med til andre EU-lande, så skal de vaccineres mod rabies, være chipmærket og have udstedt et kæledyrspas senest 30 dage inden afrejse. Se mere på www.foedevarestyrelsen.dk.

CVR: 28159234 | Cookiepolitik
Top