Hund halter på bagben - De mest almindelige årsager
Når en hund halter på et bagben skyldes det oftest enten smerter omkring et led som ved en forstuvning eller et skadet ledbånd, eller et skade udefra som et stik, torn, eller rift. Dertil kommer almindelig slidgigt og udviklingsforstyrrelser som hofteledsdysplasi og osteochondrose.
Diagnoser, der er relevante for en hund, der halter på det ene bagben:
-
Ødelagt eller flækket klo
-
Byld eller furunkulose i poten
-
Forstrækning eller forstuvning af et led i poten
-
Indtrådte fremmedlegemer som glasskår og torne
-
Bid og stiksår fra eksempelvis katte eller insekter som hvepse og bier
-
Seneskader i knæet
-
Overrevet eller delvist overrevet korsbånd
-
Osteochondrose (OCD) i knæleddet eller anklen
-
Hofteledsdysplasi der er mest udtalt i den ene side
-
Løs knæskal (patella luksation)
-
Smerter eller nervetrykninger i ryggen
Som du måske kan fornemme, kræver det grundighed at finde den rette diagnose når en hund halter på et bagben. Det giver god mening at gå poten igennem for sår, betændelse og fremmedlegemer, men der er ikke noget direkte synligt, skal der en omhyggelige undersøgelse til. Vi hæfter os desuden meget ved hvilke andre symptomer, vi kan finde. Her går igennem, hvilke andre tegn vi kigger efter
Hund halter på bagben efter hvile
Når en hund halter efter hvile skyldes det oftest såkaldt inflammation, der er en steril betændelse og hævelse i og omkring et led. Denne inflammation kan komme af slidgigt eller en overbelastning.
En hund kan halte på et bagben i alle aldre, men årsagen vil typisk ikke være gigt for en yngre hund. Hunde fra 5 år og op kan have har udviklet gigt nok til, at det giver symptomer. Gigten vil kunne belaste et led mere, og når hunden har holdt sig i ro noget tid, vil leddet have haft tid til at hæve op. Det kan altså føles stift eller være ømt og dermed give noget halten efter hvile.
Når din hund løfter sit bagben
Når en hund løfter et bagben skyldes det en smerte i selve benet og ofte i eller omkring benets yderste led. En hund med en øm tå, sår på trædepuden eller en korsbåndsskade holder ofte bagbenet løftet.
Skader i knæ og pote efter altså oftest forklaringen, mens smerter i ryg og hofte vil give andre symptomer.
Ved en grundig undersøgelse vil vi starte med at gå poten igennem én tå af gangen. Finder man ikke noget her, vil knæet blive næste mistanke, hvor vi undersøger for om hunden kan have sprængt sit korsbånd.
Grunde til at en hunds bagben svigter
Når en hunds bagben eller bagpart svigter skyldes det oftest en skade i hoften eller i den bagerste del af ryggen. Dog kan almindelig afkræftelse ved eksempelvis høj feber også gøre musklerne trætte og dermed få bagparten til at svigte.
Hofteledsdysplasi er en forholdsvis almindeligt forekommende årsag til at en hunds bagben svigter. Det vil oftest komme snigende over længere tid og gøre hunden muskulatur mindre. På den måde vil hunden have sværere og sværere ved at komme ud af kurven og springe op. Til sidst vil hunden bagben eller hele bagparten svigte og hunden kan ikke løfte sig.
Hunden kan få diskusprolaps, som vi mennesker, men forløbet vil ofte adskille sig noget. Smerterne i ryggen og bagparten kommer pludseligt eller over nogle timer, og kan godt vise sig efter hvile uden at hunden har lavet en forkert bevægelse.
En særlig version af dette forløb kaldes "cauda equina syndrom", og kan bedst sammenlignes med en diskusprolaps i korsleddet ved bæknet.
Selvom disse diagnoser er forholdsvis alvorlige vil mange hunde reagere rigtigt godt på medicin og det akutte forløb har ofte en rimelig prognose. Der er dog nogle hunde, der får brug for en CT-skanning eller en operation.
Jo kraftigere symptomerne er, jo dårligere er prognosen. Hvis en hund ligefrem slæber bagben eller bagpart efter sig, skal den undersøges for diskusprolaps, hofteledsdysplasi og cauda equine syndrom forholdsvis hurtigt. Reagerer den ikke godt på medicin inden for 1-2 dage, bør den undersøges yderligere med en skanning og evt. en blodprøve.
Særligt om hvalpe der halter på et bagben
Selvom hvalpe også kan få gigt eller springe et korsbånd, er det ikke så almindeligt. Derfor leder vi oftest efter andre årsager når en hvalp halter.
Når en hvalp halter på et bagben skyldes det oftest en overbelastning eller en såkaldt traumatisk skade. Det kan være et indtrådt fremmedlegeme, et sår eller et slag. Vi ser desuden efter tegn på om hvalpen kan have brækket benet i en af knoglernes vækstlinjer.
En hvalp kan brække benet som alle andre hunde, men der er steder i bagbenet, ved eksempelvis knæet, hvor hvalpen er særligt udsat. Det er nemlig her knogle vokser i længden og den er derfor mindre stabil her. Hvalpe kan derfor risikere at får en såkaldt "Tibial Tuberosity Avulsion". Det kan behandles, men kræver at man reagerer hurtigt.
Det er altså fornuftigt at få hvalpen undersøgt, hvis den halter på et bagben.
Ofte stillede spørgsmål
Kan unghunde få gigt?
Unghunde kan få gigt, hvis de får tidlig ledgigt eller har en medfødt udviklingsforstyrrelse. Dette kan eksempelvis være Kort Ulna Syndrom, Albueledsdysplasi eller Hofteledsdysplasi, der kan give slidgt så tidlig som ved 1-2 års alderen.
Hvad er HD (hofteledsdysplasi) hos hund?
Hofteledsdysplasi (HD) hos hunde er basalt set blot en øget løshed i hofteledet. Tendensen til denne løshed er arveligt, men med den rette fodring, opvækst og træning kan man minimere skaderne. Løsheden ved hofteledsdysplasi vil på længere sigt kunne give slidgigt i hoften.
Er hoftedysplasi arveligt hos hunde?
Hoftedysplasi hos hunde er arveligt, men der kan være enormt stor forskel på, hvor alvorligt det bliver for den enkelte hund alt efter hvordan den bliver trænet, fodret og hvordan dens opvækst har været. Der er altså mange andre faktorer, der også spiller ind.
Operation for hofteledsdysplasi hos hund
Der findes ikke nogen god eller effektiv operation for hoftedysplasi hos hunde. Prisen for en ny hofte, der er slidt i stykke, vil være 30-50.000,- kr, men der altså ikke mulighed for at stoppe udviklingen af hofteledsdysplasi med en operation. Det virker simpelthen ikke godt nok. Til gengæld kan korrekt træning og fodring gøre underværker i de rette hænder.