Hund halter på forben - 5 almindelige årsager
Hvad skal man gøre hvis ens hund halter?
Halten på grund af en ømhed eller smerter i et forben er et almindeligt symptom, vi ganske ofte ser på klinikken. Årsagerne kan være alt fra milde forstuvninger til alvorlige udviklingsforstyrrelse. I alle tilfælde handler det om at finde det eller de led, der gør ondt.
Når en hund halter på et forben skyldes det oftest en forstuvet tå, et stik eller rift fra sten eller torne. Hos unge hunde kan det desuden skyldes albueledsdysplasi (AD) eller skulderledsdysplasi. Ældre hunde over 5-7 år kan også halte af gigtsmerter.
Hunde har hverken korsbånd, knæskaller eller HD i forbenet. Disse dele sidder i bagbenet.
Kan en hund forstuve poten?
En af de mest almindelige årsager til, at hunde halter på et forben, er en fortuvet tå i poten. Hunde har normalt 4 tæer på hver forben, hvoraf det to midterste er længst. De lange tæer i midten bærer mere vægt end de to yderste, og det er derfor oftest dem, der bliver overbelastet.
Ligesom i vores finger har hunde 3 led i tåen på forbenet. Det følgende led er "håndledet". Alle disse led kan være ømme hvis hunden træder i et hul, træder på en sten eller vrider tåen.
Det er oftest ikke alvorligt og falder til ro af sig selv, men det gør ondt, og de fleste har brug for smertebehandling under vejs.
Hvad er AD (albueledsdysplasi) hos hunde?
Det næste led (talt fra poten) er albuen. På samme måde som tåen, kan albuen blive overbelastet eller forstuvet, men fordi det er et meget kompliceret led, kan der også opstå andre tilstande.
Albueledsdysplasi er en samlende betegnelse for albuen vokser på en forkert måde. Enten skyldes det en skade i ledbrusken inde i ledet, eller også skyldes det en fraspregning af en mindre knogledel tæt ved albueleddet.
Man kan ikke se forskel udefra, og denne slags halten fra albueleddet kræver ofte videre undersøgelse.
Det er oftest unge hunde fra 6 måneder og op, der viser tegn på albueledsdysplasi, og det bliver derfor oftest fejltolket som "vokseværk". AD går ikke væk af sig selv, som vokseværk gør, og det kræver korrekt behandling. Man kan altså ikke se tiden an, som man ellers kan med vokseværk.
Hvad er "kort ulna"
Ulna er navnet på albuebenet, der er den ene af de to knogle vi og hundene har i underarmen og forbenet.
Særligt racer med korte ben (som fx. Corgi og Gravhund) er i risiko for at udvikle "kort ulna".
Tilstanden opstår når den ene knogle (Ulna) stopper med at vokse før den anden i forbenet gør. Den anden knogle bliver dermed spændt som en flitsbue og benet vokser skævt.
Udefra ligner det at hunden bliver "hjulbenet" på forbenene. Tilstanden belaster særligt albueleddet meget og kan give hunden slidgigt i det led meget tidligt i livet.
Hvis kort ulna opdages i tide, kan man rette en smule op på den skæve vækst med den rette operation.
Slidgigt i forbenet hos hund
Hunde kan i princippet få slidgigt i alle led i forbenet, men vi finder det i langt de fleste tilfælde i albuen.
Slidgigt i forbenet kommer enten af en langvarrig overbelasting af leddet igennem et langt liv eller hvis hunden har en sygdom, der får den til at bruge leddet forkert.
Både albueledsdysplasi og kort ulna kan give tidlig slidgigt i forbenet hos hunde.
Hund med ondt i skulderen
Det sidste led i forbenet hos hunde er skulderen. På hunden sidder det led oppe på siden af kroppen, og kan derfor være svært at finde.
Hunde, der har ondt i skulderen, har typisk enten Skulderledsdysplasi, såkaldt Rotator Cuff Syndrom eller en overbelastet bicepssene. Milde versioner minder meget om en overbelastning eller "forstuvning", mens mere alvorlige tilstande kan gøre leddet meget løst.
I mere sjældne tilfælde kan hunde brække en del af skulderbladet ned imod skulderleddet af.
Skulderledsdysplasi skyldes en fejl i ledbrusken, der giver hunden en såkaldt ledmus. På fint sprog hedder det Osteochondritis dissecans, og tilstanden kræver ofte en operation, hvor man fjernet den ødelagt brusk.
Rotator Cuff Syndrom beskriver tilstande, hvor vævet omkring skulderleddet er blevet strukket unaturligt eller skadet. Det er ofte ikke nogen alvorligt tilstand, men det kan være utroligt svært at få til at gå væk. Det kræver en del målrettet genoptræning, som i de rette hænder, har en god prognose.