Løbetid hos tæver - hvad er normalt og unormalt?
Hunhunde i løbetid
En normal løbetid hos en tæve varer ca. 2-3 uger, hvis man tager det hele med.
Den første løbetid kommer som regel i 7-9 måneders alderen, men er ofte ikke så tydeligt og man bider derfor ikke mærke i den. Den første løbetid, vi ser, bliver derfor først, når tæven er 12-16 måneder gammel.
Normalt er der 6-7 måneder mellem to løbetider. Dvs. de fleste tæver har ca. to løbetider på et år, men der kan faktisk gå helt op til 12 måneder mellem to løbetider. Hvis der går meget mere end 12 måneder imellem, kan det være tegn på sygdom.
I starten af en løbetid vil flådet være klart og vandigt, hvorefter det bliver mere rødligt. Herefter skifter det farve til brunt eller gulligt, og det bliver mere tyktflydende. Til sidst i løbetiden bliver flådet klart eller lyserødt.
Vi fraråder normalt løbetidsbukser under de første løbetider, da tæven skal lære at gøre rent efter sig selv. Senere kan det dog være en god ide at have et par løbetidsbukser, hvis hunden er okay med at have dem på. Det giver mindre rengøring og oprydning, hvis tæven altså ikke klarer det selv.
Min tæve ændrer sig under løbetiden. Er det normalt?
Det er meget almindeligt, at tæven er lidt stille og måske spiser mindre, når den er i løbetid. Men det kan også være tegn på sygdom, og det kan være svært at lure, om tæven er syg, eller om den blot er nedstemt, fordi den er i løbetid.
Man skal passe på med at give løbetiden skylden for hundens ændrede adfærd. Vær særligt opmærksom på din tæve, når den er i løbetid.
Det kræver sommetider lidt øvelse og et par løbetider, før man ved, hvordan tæven reagerer.
Hvis en hunhund ændrer sig meget efter en løbetid, som ellers skulle være afsluttet, kan det være tegn på sygdom. En af de mest almindelige sygdomme hos særligt ældre hunde er underlivsbetændelse. Du kan læse mere om hvordan du genkender denne sygdom her...
Må jeg tage min tæve med ud, når den er i løbetid?
Når din tæve er i løbetid, er det altid en god ide at holde den i snor, hvis der er chance for at møde andre hunde. Det gælder både til hundetræning, når du går tur eller tager hunden med til diverse arrangementer.
Måske er din tæve let at kalde til dig og reagerer, når du kalder under normale omstændigheder, men det kan ændre sig i løbetiden. Samtidig kan det forstyrre andre hunde - især hanhunde. Og så det tager ikke ret mange sekunder at lave et kuld hvalpe, hvis en hanhund får chancen for at hoppe på tæven.
Hvornår skal parringen ske?
Hos tæver ligger ægløsningen lige efter blødningen, og det er her parringen skal ske. Ægløsningen varer kun 1 til 2 dage, så man skal være meget præcis på datoen, hvis man ønsker at parre tæven. En tæve kan også blive drægtig i dagene omkring ægløsningen, men chancen er nedsat, og det giver ofte også mindre kuld.
Ofte stillede spørgsmål om løbetid hos hunhunde
Hvor mange gange er en hund i løbetid om året?
En tæve kommer normalt i løbetid 2 gange om året. Der kan dog for nogle være 7-8 måneder imellem hver løbetid og de når derfor ikke helt 2 om året i gennemsnit. Går der længere end 12 måneder imellem hver synlig løbetid, ser vi det som unormalt.
Hvor længe bløder en hund i løbetid?
En tæve i løbetid bløder 6-10 dage af den samlede løbetid, der varer ca. 3 uger. I dagene før og efter blødningen vil man ofte kunne set et klart eller hvidligt flåd, der dog skal være i begrænset mængde. Hvis hunhunden bløder længere end 10-12 dage eller begynder at bløde igen efter det ellers var stoppet, er det tegn på sygdom.
Kommer hanhunde i løbetid?
Hanhunde kommer ikke i løbetid, da de ikke har en hormoncyklus som tæverne. De kan dog godt være temmelig meget oppe og køre, hvis de er i nærheden af tæver i løbetid og på den måde virke påvirket, men de er altså ikke selv i løbetid.
Kan en hund blive gravid uden for løbetid?
En hunhund kan ikke blive gravid udenfor sin løbetid. Faktisk kan hun kun blive drægtig 2-5 dage omkring ægløsningen midt i blødningsperioden. Dog kan hun godt "gemme på" sæden op til 4 dage, så hvis en hanhund får lov til at parre tæven, kan hun godt ende med at blive gravid selvom paringen er sket meget tidligt i løbetiden.
Uden for løbetiden kan hun ikke blive drægtig, men her vil hanhunden heller ikke få lov at springe på hende.
Hvor mange gange har en hund menstruation?
En hund har aldrig menstruation. Tæver kommer i løbetid. Løbetiden kommer ca. 2 gange om året. Den vigtige forskel er, at en menstruation hos kvinder sker imellem to ægløsninger, men tævens løbetid foregår samtidig med ægløsningen.
En tæve bliver altså drægtig under sin blødning, mens kvinder typisk bliver det mellem blødningerne.
Kommer hunde i overgangsalderen?
Hunde kommer normalt ikke i overgangsalderen, selvom det biologisk set burde være muligt. De bliver simpelthen ikke gamle nok. Det er til gengæld meget normalt, at der går længere tid mellem løbetiderne, når hunden bliver ældre. Hvis løbetiderne går helt i stå, bør hunden blive undersøgt, da det kan være tegn på sygdom.
Ligeledes kan det være tegn på sygdom, hvis tæven pludselig begynder at bløde uden for løbetiderne, eller begynder at bløde igen efter løbetiden ellers var afsluttet.
En almindelig sygdom hos tæver, der kan ligne en overgangsalder med uregelmæssige blødninger, er livmoderbetændelse hus hunde. Det kan du læse mere om her...
Kan hunde være i løbetid uden at bløde?
Tæver kan godt være i løbetid uden at bløde synligt. Ofte vil der alligevel være ganske lidt flåd både med eller uden blod, som hunden selv er meget omhyggelig med at fjerne. Du vil derfor ikke opdage det.
Ser man godt efter kan man ofte finde andre tegn i adfærden eller ved hun er hævet ved skedeåbningen.
Kan en hund springe en løbetid over?
Hunde kan godt springe en løbetid over. De kan også have en mere "stille" løbetid, hvor blødningen er mindre og forsvinder hurtigt.
På den måde kan løbetiden godt have været der, blot uden at du har set den. Det er dog en mulighed at hun springer en løbetid helt over.
Hvad er hvid løbetid hos hunde?
Hvid løbetid eller Hvid brunt er når hunden er i løbetid uden at bløde synligt eller kun har ganske lidt flåd. Det er dog ikke ensbetydende med, at hun ikke kan blive drægtig, og det kan derfor snyde noget.
Er man i tvivl skal man se efter andre tegn som ændret adfærd eller hævelse af kønslæberne. Drægtigheden kan også bestemmes med en såkaldt progesteronmåling i en blødprøve.
Har du brug for vores hjælp, til at se på din hund, kan du se vores medarbejder her...